Danish Dynamite – Fællesskab, fodbold og filosofi

Tag med tilbage til 1980’ernes Danmark – til en tid, hvor et hold i rødt og hvidt fik en hel nation til at drømme.

I dette tankevækkende og medrivende foredrag dykker vi ned i historien om det danske fodboldlandshold i 1980’erne – Danish Dynamite. Det var en æra, hvor fodbold blev mere end bare sport. Det blev et symbol på håb, stolthed og fællesskab. Med profiler som Laudrup, Elkjær og Morten Olsen skabte landsholdet et nyt dansk selvbillede – energisk, kreativt og frygtløst.

Men foredraget stopper ikke ved målene og medaljerne. Det inviterer til eftertanke. Hvordan kan en fodboldkamp føles som en religiøs oplevelse? Hvad har klapsalver, fællessang og landskamp egentlig tilfælles med en gudstjeneste?

Foredraget trækker linjer mellem fodboldens fællesskab og kristendommens budskaber om håb, offervilje og sammenhold. Med udgangspunkt i filosoffer som Søren Kierkegaard og nyere tænkere som Alain de Botton, undersøger vi, hvordan sport kan fungere som en moderne meningsbærer – et sted, hvor vi finder samhørighed og tro på noget større end os selv.

Uanset om du fulgte med på stadion i ’84 og ’86, eller bare har hørt historierne, er dette foredrag for dig, der elsker de store fortællinger. Her mødes nostalgi, fællesskab og filosofi i en inspirerende fortælling om, hvordan 11 mænd samme med en tysk træner og en læderkugle kunne få et helt land til at tro – ikke bare på sejr, men på sig selv.