At tæmme vildnisset! – Den puritanske kolonisering af USA

I 1600-tallet forlod tusindvis af puritanere England og rejste mod den ukendte verden i Nordamerika. Drevet af religiøs overbevisning, ønsket om frihed og drømmen om at opbygge et gudfrygtigt samfund, søgte de at skabe en ny begyndelse i kolonierne i det, der i dag er det nordøstlige USA. Men mødet med den nye verden var alt andet end let – og kom hurtigt til at forme ikke bare deres egne liv, men hele grundlaget for amerikansk identitet.
Dette foredrag fortæller den dramatiske og dybt fascinerende historie om den puritanske kolonisering: deres baggrund i religiøs forfølgelse i Europa, deres strenge moral og bibelske verdensbillede, og deres opbygning af små, teokratisk styrede samfund i en barsk og ukendt natur.
Et centralt element i foredraget er puritanernes komplekse og ofte konfliktfyldte forhold til de oprindelige amerikanske folk. Deres tro på, at de var Guds udvalgte, støttede forestillingen om, at nybyggerne havde ret – ja, pligt – til at overtage og civilisere landet. Samtidig blev de konfronteret med en virkelighed, hvor indianerne ikke blot var fjender, men også naboer, gidseltagere og kulturbærere.
Dette spændingsfelt kommer særligt til udtryk i den såkaldte captivity literature – tilfangetagelseslitteraturen – hvor især kvinder beskrev deres oplevelser som fanger hos indianere. Disse beretninger var blandt de første amerikanske bestsellere og fik enorm betydning for både datidens verdensbillede og senere amerikansk kultur. De blandede personlige traumer med religiøs fortolkning og skabte nogle af de mest rå og intense beskrivelser af livet på grænsen mellem civilisation og “vildskab”.
Foredraget undersøger, hvordan puritanernes religiøse visioner og deres møde med “den anden” lagde kimen til myter, forestillinger og moralske konflikter, der stadig præger amerikansk kultur og selvforståelse i dag. En fortælling om tro og tvivl, kontrol og kaos, helgener og syndere – midt i den barske, nye verden.