”Hvem er jeg til at dømme?” Pave Frans og et liv mellem skyld og uskyld

Hvem er manden bag de hvide klæder og det ydmyge væsen? I dette foredrag tegnes et nærgående portræt af Jorge Mario Bergoglio – manden, der i 2013 blev valgt som den første pave fra Sydamerika, den første jesuit og den første, der tog navnet Frans.

Vi følger hans liv fra barndommen i Buenos Aires, hvor han voksede op som søn af italienske immigranter, og videre til hans tid som kemistuderende, før han som ung mand mærkede kaldet – og blev præst.

Som jesuitpræst blev Bergoglio kendt for sin beskedne livsstil og sit sociale engagement. Foredraget går i dybden med en af de mest kontroversielle perioder i hans liv – militærdiktaturet i Argentina i 1970’erne og start 80’erne. Som leder af Jesuitordenen i landet blev Bergoglio sat i en svær position, hvor han både måtte navigere mellem regimets brutalitet og kirkens ansvar for at beskytte de forfulgte. Hans rolle i denne periode har siden givet anledning til debat: Var han for tavs, for forsigtig – eller arbejdede han bag kulisserne for at redde liv?

Foredraget giver et nuanceret og menneskeligt billede af Pave Frans før pavestolen – et billede af en mand formet af kriser, samvittighed og modstridende loyaliteter. Et menneske, der i dag taler om retfærdighed, klima og kirkens fornyelse, men som har sin rod i en tid og et sted, hvor intet var sort-hvidt.